Værdigrundlag 

Stk. 4. Skolens værdigrundlag og nærmere formål.  

St. Andst Efterskole lægger som ordblindeefterskole vægt på følgende værdier:

A. 

- En tro på, at den enkeltes  udviklingsproces fremmes ved:

- at være i samspil med andre

- at have forventninger og stille krav til hinanden

B.

- En tro på, at den enkeltes dannelsesproces og hele menneskelige modning fremmes gennem:

- Trivsel, samvirke og fællesskab.

- Det forudsætter gensidig tillid og tro på sig selv og hinanden  

- Det er nødvendigt for at kunne udvikle sig til aktive demokratiske samfundsborgere med pligter og rettigheder 

- En ligeværdig, åben og fordomsfri samtale i og uden for  undervisningssituationen. 

- En forudsætning for gensidig respekt og respekt for forskellighed

- Samarbejde og arbejdsglæde, sammenhold og fælles oplevelser. Det styrkes gennem fælles opgaver

- Styrkelse af selvværd og livsmod

- Mod til at flytte egne grænser og turde stole på egen dømmekraft.

Pædagogik.

I SAE`s vedtægter er nævnt, at vi sigter mod at give de unge et fagligt og menneskeligt udbytte af opholdet.  Vi har den opfattelse at forudsætningen for at lære noget er at man har det godt med sig selv og andre. Det menneskelige aspekt er en væsentlig forudsætning for at læring kan finde sted. Vi forsøger at bevidstgøre eleverne om, at det er den der laver arbejdet der lærer. Eleven er derfor selv med til at  formulere mål og delmål.

Idegrundlag

Formål/vedtægter

Stk. 1. St.Andst Efterskole er en uafhængig selvejende undervisningsinstitution. Institutionen ejer selv sine bygninger.

Stk. 2. Institutionen er oprettet den 15/1-83 og har hjemsted i Vejen kommune.

Stk. 3. Institutionens formål er at drive en efterskole for læsehandicappede unge i alderen 14 - 18 år inden for rammerne af de gældende regler om frie kostskoler.

Der sigtes imod at give disse unge et fagligt og menneskeligt udbytte af opholdet på skolen. Uden at være forpligtet overfor en bestemt kirkelig retning, arbejder skolen på den danske evangelisk-lutherske folkekirkes grundlag. Grundlaget for skolens virke er i øvrigt de tanker, som skabte de frie skoler i Danmark.

Skolesyn

Skolen tilbyder et ophold og et samvær, som eleverne kan få et menneskeligt og fagligt udbytte af. Skolen er det sted, hvor eleverne i spændingsfeltet mellem individ og fællesskab lærer at respektere og tolerere hinanden på trods af forskelligheder.

Skolen giver rum for udvikling af elevernes mange begavelsesformer så praktiske, teoretiske, kreative og følelsesmæssige sider ligestilles.

Skolen opdrager til åndsfrihed, respekt og demokrati.

Dialogen/samtalen er en grundlæggende, bærende og udviklende kraft i samværet og undervisningen på skolen.

Frihed har kun mening, når mennesket har den samme frihed, de samme muligheder og de samme rettigheder.

Menneskesyn

Et hvert menneske er unikt, noget særligt som adskiller sig fra andre levende væsener.

Mennesket rummer mulighed for i samspil med andre, at udvikle sig til et selvstændigt, søgende og handlende individ.